Ryokan i Japan

By Hotelanmeldelser, Japan

En Ryokan i Japan er en traditionel japansk kro. Her indlogerede rejsende sig, når de var på gennemrejse i gamle dage. De traditionelle Ryokaner er overalt i Japan, men de findes mest på landet integreret i naturen eller ved vandet.

Den Ryokan jeg besøgte sammen med min familie lå i de japanske Alper langt fra alfarvej. Ryokan Yakenoyu Ryokan ligger i Gifu prefecture midt mellem byerne Takayama og Matsumoto. Vi havde nøje udvalgt Ryokan Yakenoya, for at opleve en original Ryokan, hvor der også var varme bade (kaldet onsen på japansk) i det fri omkranset af natur og smukke bjerge og kaiseki (lokale specialiteter) menu.


Læs min artikel om hvordan du bader i Japan: Onsen bade i Japan


24-timer på Ryokan i Japan

Allerede i døren blev vi budt velkommen af ejeren til Ryokanen. Vores sko blev fint placeret i lige rækker og vi fik alle sammen brune one-size tøfler udleveret. Derudover kunne vi låne støvler og paraplyer, hvis der skulle komme en regnbye.

Sko i lige rækker
Sko i lige rækker

Indretningen af Ryokanen

Kroen var indrettet med en lille entre, som gik direkte ud i et lokale indrettet, som en stue med bløde sofaer, bar, reol med japansk læsestof og en automat med snacks og drikkevarer. Receptionen, var et lille bitte rum ved stuen, med en luge af glas, hvor ejeren satte sig ind og checkede os ind på japansk. Han kunne ikke et ord engelsk og han snakkede som et vandfald. Bagefter fulgte hans smilende kone os hen til vores værelser, imens vi blev introduceret til stedet reglement og hvad tid vi skulle møde op til aftensmad.

Værelserne var indrettet i klassisk japansk tatami stil. Rummet var stort, kvadratisk og sparsomt møbleret med en skydedør ud til balkonen, hvor der var udsigt til bjergene.

Japansk Tatami værelse
Japansk Tatami værelse

Japanske onsenbade

Ryokanen havde 4 udendørs bade. To af badene var familiebade dvs. de kunne lukkedes af og benyttes privat. De to andre bade var offentlige bade og med det menes at alle på Ryokanen kunne bade sammen med hinanden, hvor det ene var indrettet til damer og det andet kun til mænd. Alle fire bade var i det fri med den smukkeste udsigt til de høje flotte grønne bjerge og frodige naturen. Badene var bygget i et naturen og de varme kilder kom fra  undergrunden i bjergene. Iført vores Yukata prøvede vi først de to familiebade og bagefter nød Kristine og jeg nød tosomheden i kvindebadet, mens vi kunne høre drengene have vandkamp i herrebadet.

Klar til badning under åben himmel
Klar til badning under åben himmel

Kaiseki aftensmad

Klokken 19.00 præcist skulle vi møde op til aftensmaden, som vi havde set frem til. Vi var spændte på om det kunne leve op til vores forventninger. Og det kunne det i den grad. Efter at have taget skoene af udenfor spisesalen gik vi ind og blev mødt af denne farvestrålende menu i flotte skåle. Det var udsøgte lokale specialiter af urter og grøntsager fra naturen og lokalområdet, suppe, skaldyr, fisk og Hida kød, vin, sake og varm grøn te. På bordet stod en brun kasse, som var et tilkaldeapparat, hvis vi manglede noget og ønskede vi at tilkøbe andet til middagen kunne vi læse om priser og muligheder på det japanske menukort.

Aftensmad på Ryokan i Japan
Aftensmad på Ryokan i Japan

Imens vi spiste den fantastiske aftensmad blev vores værelser omdannet med futonsenge og varm te stod klar på værelserne vi kunne nyde i fred og ro på balkonen, hvor det eneste lys vi kunne skimte udenfor var ildfluerne, som fløj rundt imellem træerne. Mathias fik også øvet lidt kampsport og med gratis Wifi på værelset blev der checket åbningstider til næste dags udflugt til Shinhotaka svævebane.

Morgenmad

Næste morgen stod familien tidligt op og iført ens Yukata og one-size brune slippers gik vi langs gangen med skydelåger hen til spisesalen, hvor vi spiste morgenmad præcist på det klokkeslet vi havde fået tildelt. En morgenmad med æg, fisk, ris, tofu og grøn te faldt ikke i alles smag, men vi var alle 5 enige om, at det havde været en uforglemmelig oplevelse, som vi aldrig ville glemme.

Søgning efter et Ryokan i Takayama-området

Vil du se andre Ryokan’er eller hoteller i Takayamaområdet, så har jeg lavet et filter på Booking.com (reklamelink): https://www.booking.com/Takayama, så du kommer direkte til hotellerne. Når du åbner siden skal du først rulle lidt ned og i venstre side sætte kryds “x” i Open-air bath og/eller Hot spring bath. Du kan også vælge Public air bath, hvis du ikke har noget imod, at dele bade med andre besøgende. Kender du dine rejsedatoer, så tast også dem ind. Klik eventuelt på Map View, så du kan danne dig et overblik over om stedet ligger i byen Takayama eller ude i de japanske alper. Jeg er personligt fortaler af et af stederne ude på landet, men det skal passe ind i jeres program, så udvælg det sted du bedst kan lide. Rejser du med børn, så check efter at det ikke er et “Adult only”.

God fornøjelse 🙂

De bedste hilsner

Bettina

Onsen bade i Japan

By Japan, Japanske rejsetips

Onsen bade i Japan er et helt anderledes baderitualer end vi kender i Danmark. Enhver by, hotel og Ryokan i Japan med respekt for sig selv har et offentligt Onsen bade.

Onsen bade i Japan, altså et offentligt baderum, ligner ikke baderummene fra den lokale svømmehal eller sportshal du er vant til. Nej, disse Onsen bade i Japan er helt anderledes.

Det er en helt ubeskrivelig oplevelse, at ligge i det varme Onsen bad på naturens egne sten og kigge lige op i himlen og det eneste du kan høre er dit eget åndedræt

Onsen nøgenbadning
Privat Onsen under åben himmel

Sådan skal du bade i et Onsen bad

Du kommer først til et omklædningsrum, hvor du lægger al dit tøj og ejendele ind i dit garderobeskab. Herfra går du videre ind i selve vaskerummet med dit lille bitte håndklæde ca. 20 x 30 cm. Vaskerummet er typisk firkantet og langs de to af siderne er væggene beklædt med spejle. Nedenunder spejlene er der en hylde, som flugter hele vejen med spejlene.

Med cirka 50 cm mellemrum er der installeret en vandhane og en bruser, som du kan trække så langt ud, at du kan nå at bruse dig overalt. På hylden står en lille vaskebalje, hvor vandet fra vandhanen kan løbe ned i og som kan du kan bruge til skylle dit håndklæde. På gulvet foran din plads står en lille bitte skammel, som du skal sidde på. Her kræver det lidt snilde at finde en god stilling og samtidig få plads til dine ben. Første gang er det lettere akavet og du skæver lidt til de andre kvinder for at lære af dem.

Nu starter selve vaskeritualet, hvor du hælder lidt vand i din balje. Du starter nu med at skrubbe dig godt og grundigt ind i sæbe over hele kroppen og her er der ingen grænser eller begrænsninger. Du bruger samtidig baljen til at skylle kluden i og til at skylle dig af med og skrubbe videre og til slut bruger du bruseren til den helt store afskylning.

Onsen bade i JapanFoto credit: http://travel-japan.jp/eng/bath/

Først nu er du klar til at gå videre ned i den japanske Onsen. Et Onsen bad ligger oftest udenfor, men der kan være et både inde og ude og den kan være fælles eller opdelt mellem mænd og kvinder.

Du skal langsomt lade dig glide ned i vandet uden at ramme nogen eller sprøjte. Du tager dit håndklæde med dig og lægger ovenpå dit hoved. Det må for guds skyld ikke komme ned i vandet og skulle det ramme vandet vrides vandet ud udenfor bassinet. Du kan også godt lægge håndklæder ved siden af på en af stenene.

I et privat Ryokan kan Onsen badet lukkes af med en nøgle, så du får det for dig selv, sammen med din mand eller familie. Her vil der være en naturlig kilde eller en vandhane, sæbe og baljer til dig, så du kan vaske dig inden du langsomt glider ned i Onsen badet.

Billederne her er fra et privat Onsen bad i en Ryokan, som hedder Yakenoyu Ryokan. Vi fandt vores Ryokan på Booking.com (reklamelink) Ryokan i Takayama.

Herre onsen indgang
Indgang til herre Onsen

Familie onsen bad i Japan
Familie Onsen badning

1 døgn på Ryokan med Onsen bade i De Japanske Alper

4 gode råd om Onsen bade i Japan

  • Check hvad Onsen badet koster
  • Er sæbe og håndklæder inkluderet i prisen
  • Undersøg om det er fælles bad
  • Spørg om der er adgang for børn, hvis du rejser med børn

Har du en tatovering

Tatoveringer er forbudt i Onsen bade i Japan og forbindes med Yakuza (den japanske mafia) eller kriminelle personer. Har du en tatovering skal du omgå et offentligt Onsen og vælge et privat Onsen bad, hvor du kan lukke badet af med en nøgle.

– Rigtig god tur!

Badekar i et privat Onsen i en Ryokan

De bedste hilsner

Bettina 🙂