TAK for et fantastisk rejseår 2017

By Destinationer

Jeg vender blikket tilbage på et fantastisk rejseår 2017 og takker hvad end der findes mellem himmel og jord, for at vi kan rejse, at vores rejser er gået godt og ingen er kommet til skade eller blevet syge (sidste sommer endte min datter nemlig på et sygehus i Bangkok).

Januar

Januar kan være en lang, trist og kold måned at komme igennem, men for mig fløj den hurtigt afsted, fordi jeg fik i julegave en weekend getaway af min dejlige mand. Fredag den 27. januar fløj vi til Bruxelles og blev til søndag aften. Weekenden gik med alle de belgiske specialiteter fra pommes frites til det lokale øl bryggeri Cantillon, spiste os fede i belgiske vafler og chokolade. Byens centrum var udsmykket til kinesisk nytår, hvor paraden sluttede af med stort show på Grand-Place.

Jeg kan særligt anbefale en gåtur til Place de la Bourse og derfra videre til Place Sainte-Cathrine og kirken af samme navn. På torvet er der et lille lokalt marked med og ved Mer du Nord får du den bedste fiskesuppe og andre fiskedelikatesser og skønne bobler.

Februar

Februar måned er vinterferie og børnenes skoler er lukket i uge 7. Vi tog bilen og kørte til Berlin. Formålet med turen var at lære børnene lidt om 2. verdenskrig, så vi besøgte Mauer-Museum, Check Point Charlie, Holocaust monumentet og East Side Gallery, men når du rejser med teenagere skal der også shoppes igennem, så vi fandt et godt kompromis med en god kombination af historie, kultur og shopping i Berlin. Vi blev alle sammen nysgerrig på dyrenes verden i Naturkunde Museum og Zoologisk have. Det bliver man altså aldrig for gammel til at besøge.

Vi boede på Ibis Styles Hotel (reklamelink) ved Alexanderplatz i et familieværelse med senge til fire personer inklusiv morgenmad. Super central beliggenhed – perfekt med busser og sporvogne lige uden for døren og parkering var forholdsvis billigt på modsatte side af Otto-Braun Strasse ved nogle forladte bygninger.

Marts

Marts måned stod på research og planlægning af vores rejse til Iran.

April

Den 8. april rejste vi på påskeferie til Iran – en rundrejse der mere end nogen anden rejse krævede en del planlægning, idet man som udlænding ikke kan bruge kreditkort i landet overhovedet dvs. vi skulle kende vores budget og rejseudgifter på forhånd og have med i kontanter hjemmefra til alle vores udgifter. Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har vekslet så mange penge og gået rundt med på mig. Jeg var ude og låne en bæltetaske af min kollega Eva 🙂

Når jeg ser tilbage på rejseåret 2017, så bliver det den rejse der går over i historien. Vi havde de dejligste oplevelser på vores rundrejse fra syd til nord og vi mødte de sødeste hjælpesomme ærlige mennesker og så massevise af persiske rigdomme. Iran sagde vi ikke farvel til, men på gensyn.

Iran

Maj

Var jeg på job med rejsebloggen i Nordspanien, nærmere bestemt Catalonien. Et område, som virkelig har fået mediedækning siden deres ulovlige uafhængighedsvalg den 1. oktober 2017. Jeg mærkede bestemt også den afstandstagen fra nogle af de lokale, som jeg talte med. Ret skræmmende. Men livet på landet er idyllisk med vinmarker, olivenlunde, vulkaner, vandrestier i alle niveauer, middelalderbyer og borge ombygget til små boutiquehoteller. Området er meget undervurderet af mange danskere. Vi tenderer til at flyve til Barcelona og stresse rundt med millioner af andre turister. Måske du også skulle prøve livet på landet i Catalonien?

Juni

Pinseferien var et reunion med min fantastiske fynske veninde Camilla, som har boet i Barcelona siden 2000. Kristine (min store teenagepige) og jeg fløj ned til Camilla og brugte 3 dage på bare at hygge os sammen. Gå på den lokale cafe rundt om hjørnet, en løbetur på stranden, flyspotting og store drinks i de lune sommeraftener – langt væk fra stressen på Ramblaen 🙂

Måske den by i Europa jeg har besøgt flest gange. Jeg elsker at komme tilbage, fordi det handler om at hygge os mest muligt.

Juli

Endelig kom sommerferien og vores længe ventede store oversøiske rejse til Japan kunne begynde. Siden vores første rejse til Japan i 2013 har vores drøm været at rejse tilbage. Teenagedatteren skulle have sin veninde Astrid med, så 5 høje blegfisede danskere ankom 1. juli i Osaka. Vi brugte de første dage i byen på at udforske de utallige shoppingarkader, så vi kunne få ro på teenagetøserne inden vi begyndte at indtage Osaka Castle og alle templerne i Kyoto. Den 6. juli holdt vi Mathias (min mindste dreng) fødselsdag og han blev fejret både af os og hotellet. Vi havde forberedt gaver og morgensang på sengen. Mathias havde fuld råderet over dagens begivenhed og han valgte at vi skulle på raftingudflugt. Fra Kyoto fløj vi til ø Okinawa og derfra sejlede vi videre til den lille ø Zamami, hvor vores store drøm at svømme med skildpadder blev indfriet og snorkle direkte fra stranden.

japan sommerferie 2017

Jeg er fortsat meget begejstret for Japan og dens mystik og det bliver heller ikke et farvel, men et på gensyn til næste gang.

August – september

Et par måned med ro på herhjemme med ture rundt i Danmark og besøge venner og familie i Nordjylland og Fyn.

Oktober

Nye oplevelser i et nyt land – skolernes efterårsferie gik til Makedonien. Vi fløj med Wizz Air med direkte fly fra Kastrup til Skopje. Det var billigt og sådan var servicen også. Makedonien er et fattigt Balkan bondeland med bjerge, landsbyer, frugtplantager, ortodokse kirker og moskeer. Skopje, hovedstaden, kæmper med massive investeringer i opbygning af midtbyen til et moderne centrum med en kæmpe lysende statue af Alexander den Store på midten af torvet. Floden Vardar skiller byen i to dele og krydser du floden via den gamle stenbro kommer du til den gamle bydel med bazar, hamam og brostensbelagte små gader.

Jeg holdt nok mest af naturen, bjergene og sidde ved bredden af søen Ohrid med en god bog. Det blev aldrig rigtig en destination teenagerne blev glade for selvom de nærmest måtte få, hvad de pejede på, fordi det er et vildt billigt rejseland. En kop te kr. 4,- . En cafe latte eller en øl kostede omkring kr. 10 – 15 på den dyreste cafe i Skopje.

November

Jeg var så heldig, at få et nyt job med rejsebloggen og rejste i den forbindelse til delstaten Thuringen i Tyskland for, at udforske byerne Weimar og Erfurt. I Erfurt havde jeg den særlige oplevelse, at bo på et 800 år gammelt Augustinerkloster, hvor selveste Martin Luther boede for 500 år siden før Reformationen. Det særlige ved delstaten er for det første, at handelsvejen Via Regia gik gennem byerne og har medført velstand. Desuden blev området forskånet for massive ødelæggelser under begge Verdenskrige og derfor findes der mange bevaringsværdige smukke huse, slotte, klostre og kirker pånær Barfüßerkirchen, som blev total bombet i 1944.

I november tog jeg også en weekendtur til Hamburg med det formål at besøge Airbus fabrikken. Hold da op en oplevelse for en rejsenørd, at se hvor flyene bliver til. Det var fuldstændig uvirkeligt, at se en A280 stå under vingerne på en A380.

December

Har stået i julefredens tegn og julehygge med familien.

Nye rejser er blevet planlagt eller i planlægningsfasen og min første store rejse i 2018 bliver en uge i januar til Finland med bloggen, som jeg glæder mig rigtig meget til.

En stor tak til DIG 🙂

Til slut vil jeg gerne sende en hilsen til dig og alle de skønne mennesker, som har kigget forbi rejsebloggen i året der er gået. For hver måned der går kommer flere og flere forbi bloggen og læser med og deler af deres egne erfaringer.

At dele er motivet der driver mig til at skrive om min store passion at rejse.

Jeg ønsker dig et godt nytår og håber du vil fortsætte med at kigge forbi og læse med og dele ud af egne erfaringe.

GODT NYT (REJSE)ÅR

De bedste hilsner

Bettina

 

Tag forbi det hyggelige marked på Place Jourdan i Bruxelles

By Belgien, Markeder, Udflugter

Overrasket blev jeg over, at finde et marked på Place Jourdan i Bruxelles. Jeg var på jagt efter Bruxelles bedste pommes frites og finder i stedet for et rigtig hyggeligt lille marked på torvet Place Jourdan.

Marché Jourdan hedder markedet på pladsen af samme navn. Til hverdag er det en stor grå parkeringsplads, men hver søndag sker der en forvandling og torvet ændres til en markedsplads. Rundt om pladsen er der små cafeer og restauranter med udeservering og for enden af pladsen ligger der et stort hotel ved navn Sofitel Brussels Europe.

Boderne står tæt af varierede størrelse og folk kommer hinanden ved. Her er både de unge, børnefamilierne og de gamle med deres rullende indkøbstrolley. Der er en summen af snak fra de handlende og jeg ser hele tiden, at folk hilser høfligt på hinanden og spørger ind til deres ve og vel.

De fleste taler fransk, men jeg hører også en del engelsk og italiensk.

Det virker som om de handlende er faste gæster på markedet.

Der dufter skønt af kaffe ved den ikke helt traditionelle italienske Barista med pesticidefri bønner og hjemmebagte glutenfri hash småkager.

Bio Barista
Bio Barista
Familier handler ind til weekenden
Børnefamilier mødes og handler ind til weekenden
Hjemmelavede glutenfri hash småkager
Hjemmelavede glutenfri hash småkager

Hvilke boder er der på Place Jourdan i Bruxelles

  • Mange frugt- og grøntsagsboder både konventionelle og økologiske
  • Orientalske specialiteter
  • Et par osteboder
  • Fiskemand
  • Charcuteri
  • Foie Gras
  • Mel og brødudsalg
  • Slagter
  • Vin, champagne og østersbar
  • Thai take-away
  • Barista
  • Tøj
  • Accessories
Vin, champagne og østersbar
Vin, champagne og østersbar
Orientalske specialiteter
Orientalske specialiteter
Charcuterie
Charcuterie

Åbningstid:

Søndag kl. 08.00 – 14.00

Prisniveau:

Fornuftige priser og medbring kontanter.

De 10 bedste frugt- og grøntsagsmarkeder i Bruxelles

Jeg kunne ikke rigtig finde nogle beskrivelser af markeder i Bruxelles inden jeg rejste dertil og fandt jo selvfølgelig dette link par dage efter jeg kom hjem:

De 10 bedste frugt- og grøntsagsmarkeder i Bruxelles

Måske er der et marked der tiltaler dig mere eller ligger tættere på, hvor du skal bo end markedet på Place Jourdan i Bruxelles.

De bedste hilsner

Bettina

Hos Maison Antoine spiser du Bruxelles bedste pommes frites

By Belgien, Madoplevelser

Turen går til hovedstaden Bruxelles i Belgien og det første tips der tikker ind på mobilen er Bruxelles bedste pommes frites sted.

Jeg skal på weekend getaway med min bedre halvdel – helt alene uden børn 🙂

En af de friheder der følger med, fordi vores unger er ved at blive store og kan være alene hjemme.

Hos Maison Antoine spiser du Bruxelles bedste pommes frites

Tippet kom fra @frufyn, som kunne oplyse, at der fandtes Michelin pommes frites i nærheden af Europa-Parlementet. Det skulle undersøges sammen med et par andre lokale pommes frites steder vi havde fået anbefalet af vores Guesthouse.

Følgende steder fik vi anbefalet (se Google kort nederst)

  • Chez Georgette
  • Maison Antoine
  • Fritkot Bompa
  • Friedland

For at komme blandt Bruxelles bedste pommes frites skal de laves i en ægte Fritkot, altså en frituregryde. Pommes fritterne koges to gange og det særlige i Bruxelles er, at kogningen skal være i oksefedt. De bliver flotte gyldne og det giver en kraftfuld smag og så skal de serveres i et papirkræmmerhus.

Pris fra € 2.60

Det foretrukne tilbehør for de lokale er mayonnaise, men hvert sted har mellem 10 og 20 saucer du kan vælge i mellem.

Det geniale ved Maison Antoine er, at de har lavet et samarbejde med de omkring liggende cafeer. Aftalen går ud på, at du må medbringe dine pommes fritter fra Maison Antoine, såfremt du køber en gang at drikke.

Der er sindssygt mange pommes frites steder i Bruxelles, men her er et par stykker du kan starte ud med.

Bruxelles bedste pommes frites hos Maison Antoine
Bruxelles bedste pommes frites hos Maison Antoine
Behind the scene hos Maison Antoine
Behind the scene hos Maison Antoine
Dette skilt giver dig adgang til at købe drikkevarer og spise dine fritter fra Maison Antoine
Dette skilt giver dig adgang til at købe drikkevarer og spise dine fritter fra Maison Antoine
Google kort over Bruxelles bedste pommes frites steder

Velbekomme

De bedste hilsner

Bettina