Guide til billeje i Japan: Vores erfaringer med billeje, venstrekørsel og frihed med 3 børn
Kan man leje bil i Japan? Ja, det kan du i den grad – så længe du er klar på at køre i venstre side af vejen.
Som en del af vores 3 ugers rundrejse i Japan med vores 3 børn, valgte vi at kombinere transporten. Vi rejste rundt med tog i 7 dage ved hjælp af et Japan Rail Pass, men vi lejede også en bil i 3 dage for at opleve landet på en helt anden måde.
Læs mere om vores oplevelser og tips til at rejse med tog her: Japan Rail Pass.
Frihed på bagsædet: Fordele ved bilferie i Japan med børn
Vi havde 3 utroligt spændende dage på de japanske veje. Friheden ved at have børnene på bagsædet i en udlejningsbil er ubeskrivelig. Du kan stoppe op, præcis når det passer familien. Du kan køre til højre eller måske hellere til venstre. Med en bil er det kun dig, der bestemmer farten, pauserne og ruten.
Roadtrip fra Matsumoto til Kanazawa over de Japanske Alper
Alt det, vi oplevede på vores køretur henover de Japanske Alper fra Matsumoto til Kanazawa, har sat sig dybe spor og givet fantastiske minder til os allesammen.Når du forlader storbyen, åbner der sig en helt ny verden:
- Autentiske landsbyer og originale, traditionelle huse.
- Mødet med lokalbefolkningen ude på landet og deres smukke påklædning.
- Særlige sanseindtryk med de smukkeste farver, en dyb ro og nye dufte.
Kontrasten fra Tokyos pulserende storbyliv til den japanske natur og landdistrikterne er ekstrem. Det var en fuldstændig uforglemmelig tur, som vi varmt kan anbefale til andre børnefamilier, der overvejer billeje i Japan.
Vejene er gode og vi kørte med google maps cachet ned på mobiltelefonen og ellers lidt på lykke og fromme.
Skilte i byer og langs motorveje er både på japansk og internationalt.
Hvilke udfordringer er der ved billeje i Japan
- Ingen taler andet end japansk.
- Biludlejningsfirmaet talte kun japansk.
- Biludlejningskontrakten var på japansk – her vil jeg påstå – ingen snyder i Japan. Det kan jeg simpelthen ikke forestille mig overhovedet, men underligt at underskrive et dokument du ikke kan læse.
- De kører i venstre side.
Hvor kan du leje bil i Japan
Billejen bookede vi online hjemmefra igennem Rental Cars (reklamelink) og gudskelov for det, fordi hjemmefra havde vi på dansk læst kontrakten og taget stilling til de ydelser og services vi ønskede med i handlen. Havde vi ventet med at gøre det i Japan havde vi været fortabt, for de kunne ikke tale engelsk og deres papirer var kun på japansk. Firmaet vi lejede bil igennem hedder Times Car Rental. Efter mange timers research fandt vi ud af det var et af de gældende firmaer i Japan.
Booking af bil i Japan (reklamelink): http://www.rentalcars.com/
Hvilke krav er der for at leje bil i Japan
Du skal have et internationalt kørekort – det koster ca. kr. 40,- på borgerservice og er gyldigt for 1 år af gangen, samt gyldigt pasfoto. Læs vejledning fra Udenrigsministeret: Rejse og ophold i Japan
Jeg håber, artiklen har givet dig inspiration til at leje bil i Japan, når du skal derover.
Du er meget velkommen til at stille spørgsmål nedenfor i kommentarfeltet eller sende mig en personlig mail, hvis du ønsker rådgivning.
De bedste hilsener
Bettina
Opdateret september 2026





















