TAK for et fantastisk rejseår 2017

By Destinationer

Jeg vender blikket tilbage på et fantastisk rejseår 2017 og takker hvad end der findes mellem himmel og jord, for at vi kan rejse, at vores rejser er gået godt og ingen er kommet til skade eller blevet syge (sidste sommer endte min datter nemlig på et sygehus i Bangkok).

Januar

Januar kan være en lang, trist og kold måned at komme igennem, men for mig fløj den hurtigt afsted, fordi jeg fik i julegave en weekend getaway af min dejlige mand. Fredag den 27. januar fløj vi til Bruxelles og blev til søndag aften. Weekenden gik med alle de belgiske specialiteter fra pommes frites til det lokale øl bryggeri Cantillon, spiste os fede i belgiske vafler og chokolade. Byens centrum var udsmykket til kinesisk nytår, hvor paraden sluttede af med stort show på Grand-Place.

Jeg kan særligt anbefale en gåtur til Place de la Bourse og derfra videre til Place Sainte-Cathrine og kirken af samme navn. På torvet er der et lille lokalt marked med og ved Mer du Nord får du den bedste fiskesuppe og andre fiskedelikatesser og skønne bobler.

Februar

Februar måned er vinterferie og børnenes skoler er lukket i uge 7. Vi tog bilen og kørte til Berlin. Formålet med turen var at lære børnene lidt om 2. verdenskrig, så vi besøgte Mauer-Museum, Check Point Charlie, Holocaust monumentet og East Side Gallery, men når du rejser med teenagere skal der også shoppes igennem, så vi fandt et godt kompromis med en god kombination af historie, kultur og shopping i Berlin. Vi blev alle sammen nysgerrig på dyrenes verden i Naturkunde Museum og Zoologisk have. Det bliver man altså aldrig for gammel til at besøge.

Vi boede på Ibis Styles Hotel (reklamelink) ved Alexanderplatz i et familieværelse med senge til fire personer inklusiv morgenmad. Super central beliggenhed – perfekt med busser og sporvogne lige uden for døren og parkering var forholdsvis billigt på modsatte side af Otto-Braun Strasse ved nogle forladte bygninger.

Marts

Marts måned stod på research og planlægning af vores rejse til Iran.

April

Den 8. april rejste vi på påskeferie til Iran – en rundrejse der mere end nogen anden rejse krævede en del planlægning, idet man som udlænding ikke kan bruge kreditkort i landet overhovedet dvs. vi skulle kende vores budget og rejseudgifter på forhånd og have med i kontanter hjemmefra til alle vores udgifter. Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har vekslet så mange penge og gået rundt med på mig. Jeg var ude og låne en bæltetaske af min kollega Eva 🙂

Når jeg ser tilbage på rejseåret 2017, så bliver det den rejse der går over i historien. Vi havde de dejligste oplevelser på vores rundrejse fra syd til nord og vi mødte de sødeste hjælpesomme ærlige mennesker og så massevise af persiske rigdomme. Iran sagde vi ikke farvel til, men på gensyn.

Iran

Maj

Var jeg på job med rejsebloggen i Nordspanien, nærmere bestemt Catalonien. Et område, som virkelig har fået mediedækning siden deres ulovlige uafhængighedsvalg den 1. oktober 2017. Jeg mærkede bestemt også den afstandstagen fra nogle af de lokale, som jeg talte med. Ret skræmmende. Men livet på landet er idyllisk med vinmarker, olivenlunde, vulkaner, vandrestier i alle niveauer, middelalderbyer og borge ombygget til små boutiquehoteller. Området er meget undervurderet af mange danskere. Vi tenderer til at flyve til Barcelona og stresse rundt med millioner af andre turister. Måske du også skulle prøve livet på landet i Catalonien?

Juni

Pinseferien var et reunion med min fantastiske fynske veninde Camilla, som har boet i Barcelona siden 2000. Kristine (min store teenagepige) og jeg fløj ned til Camilla og brugte 3 dage på bare at hygge os sammen. Gå på den lokale cafe rundt om hjørnet, en løbetur på stranden, flyspotting og store drinks i de lune sommeraftener – langt væk fra stressen på Ramblaen 🙂

Måske den by i Europa jeg har besøgt flest gange. Jeg elsker at komme tilbage, fordi det handler om at hygge os mest muligt.

Juli

Endelig kom sommerferien og vores længe ventede store oversøiske rejse til Japan kunne begynde. Siden vores første rejse til Japan i 2013 har vores drøm været at rejse tilbage. Teenagedatteren skulle have sin veninde Astrid med, så 5 høje blegfisede danskere ankom 1. juli i Osaka. Vi brugte de første dage i byen på at udforske de utallige shoppingarkader, så vi kunne få ro på teenagetøserne inden vi begyndte at indtage Osaka Castle og alle templerne i Kyoto. Den 6. juli holdt vi Mathias (min mindste dreng) fødselsdag og han blev fejret både af os og hotellet. Vi havde forberedt gaver og morgensang på sengen. Mathias havde fuld råderet over dagens begivenhed og han valgte at vi skulle på raftingudflugt. Fra Kyoto fløj vi til ø Okinawa og derfra sejlede vi videre til den lille ø Zamami, hvor vores store drøm at svømme med skildpadder blev indfriet og snorkle direkte fra stranden.

japan sommerferie 2017

Jeg er fortsat meget begejstret for Japan og dens mystik og det bliver heller ikke et farvel, men et på gensyn til næste gang.

August – september

Et par måned med ro på herhjemme med ture rundt i Danmark og besøge venner og familie i Nordjylland og Fyn.

Oktober

Nye oplevelser i et nyt land – skolernes efterårsferie gik til Makedonien. Vi fløj med Wizz Air med direkte fly fra Kastrup til Skopje. Det var billigt og sådan var servicen også. Makedonien er et fattigt Balkan bondeland med bjerge, landsbyer, frugtplantager, ortodokse kirker og moskeer. Skopje, hovedstaden, kæmper med massive investeringer i opbygning af midtbyen til et moderne centrum med en kæmpe lysende statue af Alexander den Store på midten af torvet. Floden Vardar skiller byen i to dele og krydser du floden via den gamle stenbro kommer du til den gamle bydel med bazar, hamam og brostensbelagte små gader.

Jeg holdt nok mest af naturen, bjergene og sidde ved bredden af søen Ohrid med en god bog. Det blev aldrig rigtig en destination teenagerne blev glade for selvom de nærmest måtte få, hvad de pejede på, fordi det er et vildt billigt rejseland. En kop te kr. 4,- . En cafe latte eller en øl kostede omkring kr. 10 – 15 på den dyreste cafe i Skopje.

November

Jeg var så heldig, at få et nyt job med rejsebloggen og rejste i den forbindelse til delstaten Thuringen i Tyskland for, at udforske byerne Weimar og Erfurt. I Erfurt havde jeg den særlige oplevelse, at bo på et 800 år gammelt Augustinerkloster, hvor selveste Martin Luther boede for 500 år siden før Reformationen. Det særlige ved delstaten er for det første, at handelsvejen Via Regia gik gennem byerne og har medført velstand. Desuden blev området forskånet for massive ødelæggelser under begge Verdenskrige og derfor findes der mange bevaringsværdige smukke huse, slotte, klostre og kirker pånær Barfüßerkirchen, som blev total bombet i 1944.

I november tog jeg også en weekendtur til Hamburg med det formål at besøge Airbus fabrikken. Hold da op en oplevelse for en rejsenørd, at se hvor flyene bliver til. Det var fuldstændig uvirkeligt, at se en A280 stå under vingerne på en A380.

December

Har stået i julefredens tegn og julehygge med familien.

Nye rejser er blevet planlagt eller i planlægningsfasen og min første store rejse i 2018 bliver en uge i januar til Finland med bloggen, som jeg glæder mig rigtig meget til.

En stor tak til DIG 🙂

Til slut vil jeg gerne sende en hilsen til dig og alle de skønne mennesker, som har kigget forbi rejsebloggen i året der er gået. For hver måned der går kommer flere og flere forbi bloggen og læser med og deler af deres egne erfaringer.

At dele er motivet der driver mig til at skrive om min store passion at rejse.

Jeg ønsker dig et godt nytår og håber du vil fortsætte med at kigge forbi og læse med og dele ud af egne erfaringe.

GODT NYT (REJSE)ÅR

De bedste hilsner

Bettina

 

Tyske Weimar – en poetisk by og en smeltedigel af tysk historie

By Tyskland

Sponsoreret artikel af:

Visit Thuringia
Tyske Weimar ligger ved floden Ilm i den tyske delstat Thüringen mellem Berlin og München.

Ved første øjekast ligner det ikke, at denne hyggelige by med en rolig atmosfære, hørte til det gamle DDR og efter 2. verdenskrig blev sat under Stalinistisk styre og først fik sin frihed i 1989 efter Berlin-murens fald.

Min lokalguide fortæller, at genopbygningen af Weimar blev et kapløb med tiden, fordi de officielle myndigheder ønskede, at gøre byen til europæisk kulturby og vise den frem for hele verden. Det lykkedes i 1999, men de lokale beboere følte sig fremmedgjorte, fordi de havde knap nok fået deres frihed og så skulle de vises frem for hele omverdenen.

Der bor ca. 65.000 indbyggere og 3 millioner turister kommer hvert år og besøger byen. Turisterne kommer til byen, fordi Weimar symboliserer og samler mere end noget andet Tysklands skæbnefyldte historie og derfor er den lille by blevet en smeltedigel for tysk historie, musik, kultur, kunst, videnskab og arkitektur og mange af de unikke steder er siden kommet på UNESCO’s verdensarvliste.

Her kommer de mest populære seværdigheder i Weimar

Efter et par nætter på det moderne Statthotel (reklamelink) og byvandring med en meget vidende og nærværende guide Peter Baumann fra Weimar Turistkontor vil jeg liste de seværdigheder i Weimar, som tiltrækker mere end 3. millioner turister om året

»Ånden fra Weimar« rummer en mangfoldighed af aspekter og er fyldt med modsætninger og måske vil du overveje, når du kører på A7, at dreje fra ved Kassel Bakker og besøge byen.

  1. Bauhaus Universitetet og Bauhaus museum (UNESCO)
  2. Liszt Musikakademi
  3. Cranach House
  4. Residenzschloss (UNESCO)
  5. Herzogin Anna Amalia Bibliothek (UNESCO)
  6. Rytterstatuen Carl August
  7. Schiller Hause (UNESCO)
  8. Goethehaus og Goethes havehuse (UNESCO)
  9. Goethe og Schiller monumentet foran det Deutsches Nationaltheater
  10. Weimar Haus
  11. Zwiebelmarkt (løgmarked)
  12. Hotel Elephant
  13. Rådhuset
  14. Buchenwald
  15. Tysklands republikken

Bauhaus skolen

Bauhaus skolen blev stiftet af Walter Gropius i Weimar mellem 1919 og 1933. Bauhaus-bevægelsen Modern Movement ønskede at udvikle moderne arkitektur ved at bruge materialer af den tid, såsom beton, glas og stål. Bauhaus, en af de væsentligste strømninger i arkitektur og design i det 20. århundrede, som for mange også var Tysklands mest betydningsfulde eksportvare på den tid. Bauhaus-museet formidler med mere end 300 udstillingsgenstande et indblik i Bauhaus-skolens arbejde, hvis værker endnu i dag har bevaret deres tidløse, nøgterne skønhed.

Bauhaus Universitetet i Weimar
Bauhaus Universitetet i Weimar

Franz Liszt

Franz Liszt, den geniale virtuos opholdt sig mellem 1848 til 1861 i Weimar, som hofkapelmester samtidig med han oprettede og underviste mesterklasser, visionære kompositioner, ny musik-koncerter, opførelser af moderne opera og rådgivning af unge komponister fra nær og fjern.

Cranach House

Cranach House er en renæssance bygning, som blev bygget fra 1547-49 til Kansler Chr. Brück svigersøn til maleren Lucas Cranach den ældre. Den store maler brugte det sidste år af sit liv i en lejlighed i huset, hvor han også havde sit atelier på 3. sal. I 1972 blev Cranach House restaureret i sine oprindelige farver for at markere 500-året for malerens fødsel. I 2002 blev “Theater im Gewölbe” åbnet i stueetagen.

Residenzschloss

Residenzschloss, det nuværende slot er i klassicistisk stil fra 1789-1803 og indeholder et fint kunstmuseum med malerier fra middelalderen til vor tid og bl.a. en omfattende samling af maleren Lucas Cranachs malerier.

Herzogin Anna Amalia Bibliothek

Hertuginde Anna Amalia´s bibliotek i Green Palace er den ældste af de statelige bygninger omkring Democracy Square. I den tre-etagers rokoko bibliotekssal omgives du af kunstskatte tilbage til Weimar’s klassiske æra. I 1821 blev det tilstødende tårn fra byens tidligere befæstninger også integreret i komplekset, og en legendarisk vindeltrappe fra slottet Osterburg zu Weida blev installeret. I 2004 gik der brand i biblioteket og omkring 50.000 bøger gik uigenkaldeligt tabt. I dag omfatter samlingen næsten 900.000 bind, med vægt på primær og sekundær litteratur fra den tyske oplysningstid, klassiske og romantiske periode.

Her kommer du kun ind ved at ansøge om besøgstid.

Hertug Carl August

Rytterstatuen på Democracy Square foran Herzogin Anna Amalia Bibliothek er Anna Amalia søn hertug Carl August.

Schiller Hause

Schiller Hause
Schiller Hause

Friedrich Schiller, den tyske digter, historiker og dramatiker, boede første gang fra 1787 til 1788. Han vendte senere tilbage til Weimar, hvor han sammen med Goethe grundlage Weimar Theater. Schiller Hause indeholder nogle af de oprindelige møbler, der afspejler den stil, der var fremherskende i Schillers dage. Schiller tilbragte sine sidste leveår i borgerhuset ved den daværende Esplanade. I dag er huset indrettet i stilen fra dengang og med delvis originalt inventar, og den permanente udstilling „Schiller in Thüringen“ giver et detaljeret indblik i hans liv og levned.

Goethe House

I Goethe House boede Goethe til sin død i 1832, det blev næsten 50 år. I den tid skrev han sine udødelige klassikere. Den gamle barokbygning fra 1709 kaldet Goethe House er nu et museum, hvor man kan se Goethes møbler, en stensamling, håndskrifter og originale bøger i biblioteket. Hans havehus i den nærliggende park ved Ilm var en gave fra hertugen for at knytte Goethe til Weimar – og det var da altid hans tilflugtssted i naturen. En bygning, som i sig selv nok ikke er en klassiker, men som altid er et besøg værd, er værtshuset „Zum weißen Schwan“ skråt over for Goethehaus. Her skal digteren have nydt mere end blot et enkelt glas vin.

Jeg ser hende hver dag, men hvergang jeg ser hende, er det som første gang.” Citat Goethe

Goethe House
Goethe House

Goethe og Schiller monumentet

På torvet foran det Tyske Nationalteater står Goethe og Schiller. Monumentet er lavet af billedhugger Ernst Rietschels. Goethe var fra 1791 til 1817 direktør for Deutsches Nationalteater, der var byens første hertugelige hofteater. Teateret brændte i 1825 og blev afløst af en klassicistisk bygning, der igen blev fornyet i 1907-08. Her blev Weimar forfatningen vedtaget i 1919 og teateret fik sit nuværende navn.

Goethe og Schiller monumentet
Goethe og Schiller monumentet

Weimar Haus

Weimar Haus er Tysklands allerførste historie oplevelsesmuseum, der blev åbnet i sommeren 1999. Weimar Haus, der er inspireret af lignende engelske museer, giver besøgende en fascinerende multimedieoplevelse af historien. Traditionelt teater der er kombineret med moderne underholdnings teknologi med en audio–visuel guide giver en direkte oplevelse af den farverige historie i Weimar og Thüringen. Dette er et familievenligt museum med information på fire forskellige sprog og for besøgende i alle aldre.

Zwiebelmarkt (løgmarked)

Den 2. weekend i oktober kan man i tre dage opleve et lille stykke byhistorie i Weimar. Det legendariske Zwiebelmarkt (løgmarked), der går tilbage til 1653, trækker hvert år næsten 400.000 besøgende til den historiske gamle bydel, så den klassiske by nærmest befinder sig i undtagelsestilstand. Og så går alt op i løg i Weimar: I suppen, i den berømte gryderet og i blomsterarrangementer, og i Weimar løgtærten ikke at forglemme; den er lige så vigtig som amen i kirken. Der er optræden på talrige scener med ca. 500 kunstnere i alt, og på næsten lige så mange stande falbyder de handlende deres varer.

Zwiebelmarkt
Zwiebelmarkt

Hotel Elephant

Under 2. verdenskrig boede Dér Hitlers i en suite på Hotel Elephant, som ligger med den bedste placering i byen på torvet Marktplatz. Hvis du kunne tænke dig at bo på Hotel Elephant er det stadigvæk et meget populært hotel.

Weimar Rådhus

Weimar Rathaus
Weimar Rathaus

Det første rådhus på dette sted blev nævnt omkring år 1400, men det brændte ned. Det nuværende rådhus i neo-gotisk stil er fra 1841. Tårnet indeholder 35 klokker af Meissener porcelæn og “Glockenspiel” spiller fire gange i timen hver dag klokken 10.00, 12.00, 15.00 og 17.00. Kommer du til julemarkedet i december omdannes de 24 vinduer i facaden til en interaktivt julekalender, hvor børn sammen med julemanden åbner en låge hver dag.

Buchenwald

Ude i horisonten på den anden side af bakken ligger Buchenwald. Buchenwald var en af de største KZ-lejrer under 2. verdenskrig. Et grusomt sted, hvor der blev myrdet omkring 55.000 mennesker.

Weimarforfatningen

Det var i Weimar, at det demokratiske Tyskland kom til verden efter første Verdenskrig med Weimarforfatningen, som blev vedtaget i 1919 til 1933. Læs mere om forfatningen her: https://da.wikipedia.org/wiki/forfatning

Jeg var i Thuringen, som en del af et samarbejde med Tourist Information Thuringia og NordicTB. På min rejse boede jeg også på et kloster i Erfurt. Som altid forbeholder jeg mig retten til at skrive lige hvad jeg vil.

De bedste hilsner

Bettina