12 rejsetips til Færøerne

– ting der er gode at vide inden din rejse til Færøerne.

Færøerne er et forunderligt grønt ørige med kæmpestore bjerge, vand der fosser ned ad bjergene alle vegne, får der løber mere eller mindre vildt rundt i naturen. Et land og landskab langt fra det danske og derfor har jeg samlet en masse rejsetips til Færøerne. 

Alkoholmonopol

Alkohol sælges ikke i dagligvarebutikker, som vi er vant til i Danmark.
På Færøerne er der alkoholmonopol. Alkohol sælges kun i 7 butikker rundt i landet. Den største Rúsdrekkasøla Landsins eller bare Rúsan ligger i Torshavn. Jeg skal ikke opfordre nogen til at drikke, men at nå toppen af bjerget på Kalsoy ved vandtårnet, så må man godt sidde og nyde livet med en kold øl 🙂

Tippet er: køb øl/vin i lufthavnen, fordi her kommer du lige igennem Duty Free butikken inden du går ud til bagagebåndet. 

OBS: Der skænkes selvfølgelig alkohol på barer, cafeer og restauranter, som har bevilling.

alkohol monopol på Førøerne

Billeje

Book bil tidligt, for der er meget begrænset biler på Færøerne. Der er kun de biler der er, så det er med at være tidligt ude med at booke bil, for at garantere sig den bil man ønsker. Udbud og efterspørgsel afspejler i den grad prisen på udlejningsbilerne. Glem alt om at vente med at booke, fordi du tror det bliver billigere, for det gør det ikke….

Check bilen godt efter lys, bremser, motor inden du kører fra lufthavnen, fordi det kan blive vanskelig med en erstatningsbil.

Rejseforslag i bil: Køretur på Engkappeleje ruterne på Færøerne

Kontanter til naturen

I Danmark er vi vant til at det er gratis at færdes i naturen. På Færøerne er jorden forpagtet og derfor kan de ved lokal lov opkræve et gebyr for at du færdes på deres jord. 

Her er et par eksemplar: Ved Gjorgv koster det kr. 50,- per person at vandre op ad bjerget. Trælanípan og Bøsdalafossur koster kr. 200,-. Villingardalsfjall koster kr. 200,-. Saksun strand koster kr. 75,- og kan kun betales med kreditkort.

kontanter færøerne

Bagerbrød

Den bedste bager i Torshavn hedder Breyðvirkið. Her købte vi smurte grovboller med ost og smør til vores dagsture. Mandag og tirsdag har de lukket.

Tæt på byen Runavik ligger bageren Bakariið og i Klaksvig Amarant. Supermarkederne Mylnan (ligesom Brugsen) og Bonus (ligesom Netto) har en del brødudsalg og bake-off. 

Breydvirkid færøerne

Madpakker

Selvom der ikke er langt fra by til by og ø til ø, så bliver du forbavset over så få butikker og cafeer der er rundt på øerne. Derfor er mit råd, at lave madpakker og have lidt drikkevarer med, når du tager på tur. Selv i maj måned, hvor højsæsonen begynder havde vi problemer med frokost et par dage. Hvis madpakker ikke lige er dig, så hav styr på hvor tankstationerne ligger. Næsten alle har et lille fastfood sortiment.

madpakker Færøerne

Tankstationer

Plot ind på dit kort, hvor tankstationerne ligger rundt på øerne. De 2 store kæder hedder Effo og Magn. Det bliver højst sandsynligt ikke nødvendigt at tanke, men når du kører på udflugt væk fra hovedstaden og de største byer er der meget begrænset butikker og steder der er åbent og så er det godt, at vide hvor tankstationerne er. Her kan du købe både lidt mad og drikke og de fleste har indrettet et lille cafeområde og toilet. 

Mobilt bredbånd

Du er ikke sikret gratis data på Færøerne, fordi de er ikke med i EU-data reglerne. Det vidste jeg da intet om og troede, at det var gratis, men det var det ikke med min udbyder. Vil du være sikker, så check dit mobil abonnement.  

gratis wifi mobil

Praktisk tøj

Husk al slags tøj på udflugter – her er det praktisk med billeje, fordi så kan man lige have ekstra tøj med i bilen. Vi havde base i Torshavn og kørte på tur hver morgen og kom hjem om eftermiddagen, så vi pakkede bilen med al slags tøj. 

Vandtæt fodtøj

Husk vandtæt fodtøj – der er vand overalt. Dvs. skal du ud og gå i naturen er underlaget sådan noget mosset vådt føre, så derfor anbefaler jeg fodtøj der tåler vand og mudder.  

Book bord på restaurant

Skal i på restaurant skal i også booke bord flere uger i forvejen, for at sikre jer plads. Der er simpelthen ikke nok pladser i forhold til gæster og fastboende på øerne. Du kan selvfølgelig altid finde en pizza take-away eller få en drive-in burger hos Burger King 🙂

Gratis toilet

Når man er på tur hele dagen kan et toiletbesøg blive en nødvendighed. Tankstationer Effo og Magn har toiletter. Der er også offentlig toilet ved Kirkjubøur, Gasadalur, Tjørnuvik, Eidi, Gjogv, Kalsoy havn, Mikladalur, Trøllanes, Vidareidi og lige ved siden af Hotels Torshavn på gaden Mylnugøta i Torshavn. Der er enkelte turistkontorer rundt på øerne f.eks Vestmanna Tourist Centre, Klaksvik Tourist Center og Nordens Hus.

toilet færøerne

Hvor kan du se en Lunde – søpapegøje

Min store drøm var at se en Lunde i virkeligheden, for de er noget af det nutteste og alle reklamer fra Færøerne viser dem. Jeg troede kun man kunne se dem på øen Mykines indtil jeg også læste de var på øen Nolsoy, men de er mange steder rundt på klippevægge i månederne maj – september. Allerede på 2. dagen så jeg en hel masse på klipperne ved havnen i Gjogv (på venstre side) og jeg skimtede også et par stykker ved vandfaldet Múlafossur, samt hist og pist på gåture tæt ved klipper.

lunter færøerne

Jeg håber, du kan bruge et af mine 12 rejsetips til Færøerne 🙂

PS: Jeg kommer lige i tanke om at alle busser i Torshavn er gratis. Du hopper bare af og på busserne.

De bedste hilsner

Bettina

Send en lille hilsen i kommentarfeltet :-)