Endelave rundt ad ruten Kaninonen til fods eller på cykel

Tag med på vandreturen Kaninoen, når vi går 21 km Endelave rundt. Endelave er kendt for dens vilde kaniner og derfor har de selvfølgelig lavet en vandretur der hedder Kaninoen med inspiration efter den berømte Caminoen i Spanien. Det er simpelthen ikke en joke. Jeg synes, det er god humor og det fik mig til at rejse dertil på en 1-dags mikro eventyr.

Kaninoen er en rigtig dejlig nem flad vandretur på 21 km – den Blå rute.

Vil du hellere gå 3 km, 5 km eller 12 km?

Så fortvivl ikke. Jeg har fundet dette kort over flere afmærkede vandreture på Endelave:

https://www.visithorsens.dk/Kaninofolder_DK.pdf

Hvor ligger Endelave

Endelave er en lille bitte dansk ø på 13.2 km2 og 167 indbyggere. På øen dyrkes den frodige landbrugsjord og store arealer i øst og nord går dyrene frit og græsser. Du kommer til Endelave ved at køre i retning Horsens og dernæst drejer ad landevej 459 og fortsætter til Snaptun Havn. Fra Snaptun Havn afgår der 2 færger og den største sejler til Endelave, hvor den mindre sejler til Hjarnø, som er en endnu mindre ø i Horsens Fjord.

Endelave rundt havn

Færgebillet til Endelave

Færgen sejler mellem Snaptun Havn og Endelave og overfarten tager 1 time 10 minutter. Det er en hyggelig færge med 4 siddepladser ved siden af cafeen, som sælger kaffe, pølser med brød og snolder og den berømte kanin bamse. Mangler du et Ø-pas kan de også sælge det til dig, så du kan nå at få stemplet inden du er i havn. Udenfor er der mange siddepladser, samt toiletter.

En færgebillet t/r koster kr. 102,- for voksne og kr. 20,- for børn (4 – 15 år).

Rabatpriser (gælder for uge 17-25 samt uge 32-42)

Tager du bil med koster den kr. 170,-

Cykel koster kr. 51,-

ø pas Endelave rundt

Færgen sejler kun få gange om dagen, så du skal være opmærksom og planlægge dit besøg. Mit råd til dig vil derfor være check færgen inden du tager på ø-tur, så du ikke misser den. Her er link til øens færgeoverfart: https://mf-endelave.dk/BilletterOgSejlplan, hvor du også kan købe billet online.

En beskrivelse af vandreturen Kaninoen

Kaninoen på 21 km starter og slutter ved havnen på Endelave. Du går altså i bogstaveligste forstand øen rundt. Du kan næsten ikke fare vild 🙂

Fra havnen går du et stykke ind ad asfaltvejen til turen starter til højre. Allerede her fornemmer vi græsset er levende af vilde kaniner. Det første stykke er græs, strand og lave skrænter ud til Møllehage.

Endelave rundt ad ruten Kaninonen til fods eller på cykel

Flyvepladsen er rimelig aktiv, så måske ser du lidt aktivitet, når du går forbi. Helt til venstre møder du et fladt moseområde med inddæmmet sø og bro her kan man også støde til fra vejen Vesterby, hvor Ø-lejren ligger.

Længere fremme fandt vi fine malede sten, som vi forestiller os er lavet af gæster fra  Endelave Ø-lejr.

Ø lejr Endelave rundt

Kort efter går vi langs øens højeste punkt Snekkebjerget på 7,8m.

Endelave rundt ad ruten Kaninonen

Det næste stykke på den sydlige side er et langt stykke med strand og flade marker til vi nærmer os øens lille sommerhusområde. Det var særligt her vi så kaniner og en masse kaninhuler i jorden. Stien ændrer lidt udseende og går igennem lav lyng, hyben og buske. Et meget hyggeligt område. Rundt om Lynger Hage kan vi se kreaturer på marken fra godset Louisenlund.

Vi går videre mod Øvre, som er fredet område med græssende geder helt frem mod spidsen af Endelave. Rundt om pynten fandt vi os et godt badespot og velfortjent hvil. Ser vandet ikke bare lækkert ud – så rent og klart.

Fin strand Endelave rundt

Her kan du godt komme til at gå forkert, fordi stien går væk fra strand og ind i land gennem skov. Skovstien bliver til en grusvej og til sidst asfalt. Det er en strækning på 3 km man skal dele med biler på udflugt.

Husk godt fodtøj og solhat i sommermånederne

Vandreturen går langs kysten på små stier, men det er også en lang strækning på stenstrand og til sidst grusveje. Det kan godt være lidt tungt og hårdt, hvis du kommer i de forkerte sko der ikke tager fra. Der er ingen skygge nogensteder, så husk beskyttelse i form af hat og passende tøj.

Sværhedsgraden

Kaninoen er ikke en svær vandretur, synes jeg, fordi den er flad og så kan jeg godt lide at gå ved vandet. Det er så dejligt beroligende. Men jeg indrømmer, at gå på stranden i tungt sand-stens-bund gav mig meget trætte ben bagefter. Og den lille mikro kiosk ombord på færgen reddede mig på tilbage overfarten i form af en kold håndbajer 🙂

Stien Endelave rundt ad ruten Kaninonen til fods

Vil du gerne cykle Endelave rundt

Hvis du hellere vil cykle, så forstår jeg det godt. Det gode ved Endelave er, at øen har lavet mange ture, så der er noget for alle. Lige hvor færgen lægger til i havnen kan du leje cykler hos Endelave Grill og Cafe. Her kan du også hygge dig på deres cafe, bagerbrød, isvaffel eller spille minigolf.

En cykel koster kr. 80 at leje for en dag. OBS: kun betaling med kort

https://www.endelave-grill-cafe.dk/cykeludlejning-minigolf/

Jeg gik Endelave rundt sammen med min mand en af de første hverdage i august, imens vi stadigvæk havde sommerferie. Vi mødte ganske få personer på Kaninoen. Et par biler kørte rundt på øen og vi hilste på lidt cyklister. Det var virkelig en stille og rolig tur, meget åben og flad. Vi nød den rigtig meget og den kan varmt anbefales. For nogle måske på grænsen til det kedelige pga det flade terræn.

Er du sulten efter at være nået i mål laver de friske pizzaer på campingpladsen. Du kan også overveje at blive en nat eller to på øen.

Danmark har mange dejlige steder der venter på at blive udforsket. Klik her for mere inspiration, som jeg har prøvet af: https://www.danishadventurer.dk/rejseblog-danmark/

De bedste hilsner

Bettina

Send en lille hilsen i kommentarfeltet :-)