Jeg har været på vandretur Fur rundt en dag i maj sammen med min bedre halvdel. Vandreskoene blev snøret, madpakken smurt og så mange drikkedunke vi kunne bære blev pakket ned i hver vores rygsæk og så var vi klar til afgang.
Øen Fur ligger i Limfjorden. Nærmere bestemt en 1/2 times kørsel nord for Skive. Her sejler den mindre Fur færge hvert kvarter, så ingen grund til at lægge de store planer, for at komme over på øen. Dog skal du være opmærksom på, at der er ingen by på fastlandet ved færgelejet, så du kan ikke handle noget, men der er et lille toilethus, et busskur og en gratis parkeringsplads.

Færgepriser

Overfarten koster kr. 20 for gående.
Bil inkl. fører og passagerer kr. 120.
Børn til og med 14 år er gratis.
Fur overfart
Vi havde besluttet at gå hele øen rundt langs stranden på en heldagstur i St. Bededagsferien, men efter lidt research på nettet fandt vi Naturstyrelsens hjemmeside og vandretursguide nr. 67 (link til guiden nr. 67). Igennem guiden fandt vi frem til Furs mange seværdigheder primært på nord øen, men også lidt fra land og dem havde vi ikke lyst til at gå glip af, så derfor fandt vi på vores egen vandretur Fur rundt.
Efter billedet vil jeg beskrive vores rute.
Naturstyrelsens guide nr 67 vandretur Fur rundt

En guide til en vandretur Fur rundt i fodspor på dens seværdigheder

Fra færgelejet gik vi til venstre i retning Nederby. Havde det ikke været for Corona ville vi have besøgt Fur Museum nr. 18. Derfor fortsatte vi ad asfaltvejen Dalagervej ud af byen til den lille græssti, som snor sig forbi udsigtspunktet Springbakke og den tidligere grusgrav Holmen. Ved at skyde genvej igennem her kom vi direkte frem til de tre Smedjehøje nr. 15. Det er 3 høje fra vikingetiden, De er ikke udgravet eller har været udforsket, så man kender ikke til årsagen. Smedjehøje er øens højeste punkt med panoramaudsigt over hele øen og kig til vand hele vejen rundt og naboøen Livø.
Fra havnen til Smedjehøjene går det stille og roligt opad hele turen.
Samlet cirka 4.5 km.
Landskabet ved Langstedhullerne Fur
Via en grusvej højre rundt om Smedjehøjene gik vi videre ned til Langstedhullerne nr. 12. Det er et område med naturlige slugter formet fra istiden dækket af grønne planter og vilde blomster. Først gik vi ned af en meget smal sti igennem en af slugterne og her så vi både smukke gule Kodriver og nikkende lilla Kobjælder. Billedet ovenover er taget for enden af slugten, så altså slugterne er en blind sti og vi gik tilbage til toppen.
Her er en mindre parkeringsplads, toiletter og borde/bænke sæt, hvor man kan side og nyde udsigten.
Kodrive Fur
Den nye trappe ved Langstedhullerne Fur
Tilbage på bakken gik vi ned af den nyanlagte trappe, for at komme ned til stranden. Langs vandet gik vi til den næste seværdighed på kortet Østklinten nr. 11. Et meget smukt strandområde med imponerede klipper  blandet med grønne skråninger og kig til Livø ude i Limfjorden.
Fra Smedjehøjene til stranden var der 1 km og på stranden gik vi nok også omkring 1 km. Det er en strækning det går en del nedad.
Samlet cirka 2 km.
Oestklinten vandretur Fur rundt
En lille trappe ved Østklinten nr. 11 gjorde det muligt, at komme tilbage på land igen. Vi fortsatte vandreturen ad en grussti for at udforske Rødsten nr. 9. Det er en kæmpe jordklump i en dal med en lille kilde. Jordhøjen har en lidt rød-brun-grå farve og er udvundet af smeltevandsand og grus og kittet sammen af jernforbindelser fra moler (Kilde: guide nr. 7). Kirken på Fur og Viborg kirke har anvendt denne rødsten til opbygning.
Roedsten Fur
Denne mystiske klump jord måtte jeg bare kravle op på. Her kan man sidde og nyde den gode udsigt over en grøn dal, kilden og Limfjorden. Bagved jordhøjen fandt jeg en lille bitte sti, som bare måtte udforskes fremfor den støvede grusvej vi var kommet fra. Det viste sig, at være et rigtig dejligt skov-mose landskab, som førte direkte til øens største molergrav og søjlen Bispehuen nr. 16.
Natursti Fur
Her kan du fornemme hvor jordens overflade oprindeligt har været. Hvad du ikke ser på billedet er en bakke, som fører op til jordens oprindelige niveau. Den bakke hedder Bette Jenses Hyw nr. 13.
Vi beslutter os for at finde en stille krog og spiste vores medbragte madpakke.
Samlet cirka 1,5 km
Bispehuen Fur
Mætte og tilfredse efter et godt hvil gik vi videre i retning vest til Manhøje nr. 14, Hwistelstow nr. 4, Emmelstenhus nr. 6, Emmelsten nr. 7 en langdysse eller nærmere resterne af samme og her må jeg indrømme, at ingen af disse seværdigheder var gåturen værd.

Spring seværdighederne nr. 14, 4, 6 og 7 over, hvis du spørger mig til råds.

Markerne ved langdyssen nr. 7 er på den gule vandrerute og de er skønne grønne at gå igennem og dem kan du stadigvæk komme til via den gule vandresti.
Vil du gerne overnatte på øen er her shelters og du må slå dit telt op ?
Samlet cirka 3 km
Vi er nu tilbage ved kysten og gået ned på stranden, for først at se Den Røde Sten nr. 10 og Svenskehulen nr. 8. Vi var ikke i tvivl om den røde sten, men vi så ingen hule eller svenskere ?
Samlet cirka 1 km.
Den roede sten Fur
Solen skinner og står højt på himlen den her i 9. dag i maj måned. Vi nyder stilheden og vandet, imens vi stille og i eget tempo går på stranden hen til øens vestligste punkt og de berømte Knudeklinterne Store og Lille Knudshoved nr. 2 og nr. 1.
Store Knudsklint Fur vandretur Fur rundt
Vilde og voldsomme stejle klinter står majestætiske og kigger ud over fjorden og vi føler os bitte små mennesker. På strækningen mellem Knudeklitterne skulle man kunne finde fossiler, men det havde vi desværre ikke held med. Af en lokalkendt fik vi oplyst at hvert år i juli måned kommer en lokal vandreklub og støvsuger stranden for fossiler.
Så kom enten før fossilklubben eller join dem ?
Samlet cirka 3,5 km.
Lille knudeklint Fur
Fra Lille Knudshoved til den Gammelhavn nr. 17 følger vi en flat natursti, som går langs med vandet. En enkelt kvinde lufter sin hund ellers ser vi ingen andre turister.
Samlet cirka 3.5 km.
Natursti til Gammelhavn Fur
De sidste 3-4 kilometer tilbage til havnen går vi langs Søndergårdvej på asfalt. Det er sidst på dagen og roen lægger sig ude på vandet og kun et par få biler kommer forbi os.
Samlet blev vandreturen en 22-24 kilometer i et meget afvekslende og kuperet landskab med både græsstier, grusveje, strand og asfalt.
Fur overraskede virkelig positivt.
Jeg håber du vil tage på vandretur Fur rundt en dag eller bruge min beskrivelse til at planlægge din egen tur til Fur 🙂

Danmark har mange dejlige steder der venter på at blive udforsket. Klik her for mere inspiration, som jeg har prøvet af: https://www.danishadventurer.dk/rejseblog-danmark/


Kunne du lige dagens artikel? Så glem ikke at følge DanishAdventurer på Sociale Medier!

Instagram Facebook Bloglovin

De bedste rejsehilsner

Bettina

One Comment

Del din mening og tanker i kommentarfeltet :-)