Er du, ligesom jeg, ude efter at finde eventyret, når du er på tur? Jeg havde inden afrejse til Thailand læst om den skjulte skat Morakot grotten på øen Koh Mook, så det blev et mål der skulle indfries.

Det starter med at vi en morgen sejler afsted i longtail båd fra den lille mole på paradisøen Koh Ngai i retning Koh Mook.

Havet et roligt og solen skinner fra en skyfri himmel.

Vores guide sidder ude foran – vi nyder sejlturen med vinden i håret – vi føler os trygge.

Longtailbåd på vej til Morakot grotten
Longtailbåd på vej til Morakot grotten

Vi ankommer til øen Koh Mook og båden lægger til ved en høj bjergside. Vi øjner en smal sprække i klippevæggen og jeg tænker ved mig selv – det kommer aldrig til at lykkedes. Jeg mærker en følelse af uro i min krop.

En anden båd er allerede ankommet på stedet og alle gæsterne ombord er hoppet i vandet og vi kan se de er ved at gøre sig klar til at svømme ind i hullet. Lige i det sekund tænkte jeg, godt vi ikke skal være de første i dag.

Vi hopper nu også i vandet med redningsveste på og snorkler for at vende os til vandet, siger guiden.

Vores guide svømmer med professionalisme igennem sprækken i klippen og tager bestik af tidevandet.

Indgangen til Morakot grotten på øen Koh Mook
Indgangen til Morakot grotten på øen Koh Mook

Den skjulte skat Morakot grotten på øen Koh Mook

Igennem sprækken inde under klippen er der et hulrum, hvor lyset udefra reflekteres i vandet og lyser hulen op, som et skatkammer. Inde i dette hulrum længst væk til højre er der et lille buet hul, som er indgangen til en 80 meter lang tunnel, som fører ind til Morakot grotten. Den buede indgang bliver synlig under ebbe tid og vores guide, tror vi kan komme igennem, så vi svømmer spændte med ham. Vi kommer ind i hulen og sollyset beriger os med en stor oplevelse, men med et spreder panikken sig i os, fordi guiden begynder at tvivle på om ebben alligevel har den rigtige højde og vandet er lidt uroligt, så vi kan blive slynget mod klippen. Der er ikke noget at stille op vi må ud – væk – vi svømmer ud igen, som om det var vores sidste dag!

Nervøse og bange sidder vi oppe på båden og tænker lidt over, om det overhovedet er en god ide, at bringe børn med ud i dette tossede eventyr.

Guiden oplyser os, at vi prøver igen om en halv time, så er vandstanden perfekt.

Adrenalinen pumper i vores kroppe da vi for anden gang svømmer først igennem sprækken i klippen ind i hulrummet. Vi kan tydeligt se, at buen er mere synlig end første gang. Guiden svømmer først og oplyser at alt er godt. Derefter svømmer jeg igennem buen og dernæst børnene og til sidst Lars. Vi er nu alle 5 igennem buen og sikkert inde i tunnelen. Vandet har lagt sig og der er helt stille. I tunnelen er der bælgragende mørkt og med forsigtige svømmetag bliver lyset fra buen mindre og mindre. Vi holder fast i hinanden, som guiden havde instrueret os i tidligere ude på havet. Det er ret crazy.

Tankerne flyver igennem os – hvor ender vi henne – kommer vi hjem igen?

Morakot grotten

Og pludselig kan vi skimte lys længere læggere fremme i tunnelen. Vi er fremme. Vi svømmer ind i den skjulte skat Morakot grotten på øen Koh Mook. Jeg niver mig i armen. Drømmer jeg – nej, dette er virkelighed.

Det smukkeste rene hvide sand, smaragd farvet vand, en strand med træer og solen der skinner ned over os fra himlen.

Familieportræt i Morakot grotten
Familieportræt i Morakot grotten
Monumentet i Morakot Cave
Monumentet i Morakot Cave

Morakot grotten sammenlignes med en smaragd af Andamanhavet af thaierne.

For os blev det et minde for livet, som vi deler sammen. Bare at skrive om oplevelsen her får jeg helt hjertebanken.

Lidt praktisk om turen til Morakot grotten

Kort til Morakot grotten på Koh Mook
Kort til Morakot grotten på Koh Mook

Morakot grotten er placeret på øen Koh Mook nordvest for Haad Chao Mai National Park i Trang provinsen. Koh Mook er den tredje største ø i Trang Havet efter Koh Libong og Koh Sukorn. Fra fastlandet er der to færgelejer Pak Meng og Kuan Tung Ku, hvorfra du kan sejle over til øen. Det tager omkring 30 minutter at sejle til Koh Mook. Vi sejlede fra øen Koh Ngai, som er øen der ligger midt mellem grotten og spidsen af Koh Lanta.

Du kan enten vælge en arrangeret udflugt fra fastlandet, som har flere daglige afgange om dagen eller en privat guidet tur med egen båd. Mange turarrangører laver en-dags pakkerejser til Koh Mook med 1 overnatning og udflugt til Morakot grotten.

I guidebøgerne står der, at det bedste tidspunkt at besøge er grotten er fra november til april, men vi besøgte den i juli måned, så alt er muligt, hvis vejrguderne er med en.

Bor du på en af øerne, så kan du ligesom os booke den i receptionen på dit hotel.

Tak fordi du læste med 🙂

De bedste hilsner

Bettina

7 Comments

  • Det lyder som en fantastisk oplevelse. Hvorfra bookede i guiden? Var det på Koh Ngai? Vi skal til Koh Ngai snart og drømmer om samme tur.

    • Hej Ida
      Vi bookede bare turen dagen før i receptionen på hotellet. Nu var vi der i lavsæson og kunne gøre det fra dag til dag.
      Hvis i skal der ud snart, hvor det er mere højsæson, så ville jeg nok forhøre mig allerede den første dag i receptionen.
      Det er en oplevelse for livet.
      Rigtig god ferie til Thailand.
      De bedste hilsner
      Bettina

  • Kostede den 300 kroner pr person eller for alle fire? Er det per person, så synes jeg måske at det er lidt pebret for Thailand, men øerne er jo dyrere og det lyder da også til at det gav lidt personlig udvikling, at svømme i gennem grotten. Sejt gået!

    • Det var en pris for hele familien. Helt utrolig billigt 🙂
      Ja, tak. Det blev en personlig udvikling af den slags jeg ikke havde set komme, da vi stak til søs den morgen eller i det hele taget hjemme fra Danmark 🙂

Del en tanke med mig i kommentarfeltet :-)