Rafting udflugt i Kyoto

By Japan, Kyoto, Udflugter

Rafting er en vildt sjov udflugt i Kyoto. Skal du til Kyoto på ferie og rejser du på ferie sammen med dine børn i sommerperioden, så får du måske brug for en aktivitet, hvor i kan komme ud i naturen og få de mange flotte templer lidt på afstand. I mit tilfælde rejste jeg med 3 børn i alderen 13, 16 og 17. Tager i på en rafting udflugt vil alle i familien få et adrenalin kick og en sjov oplevelse sammen i naturen. Jeg kan varmt anbefale i tager ud at rafte. Rafting er en udflugt i Kyoto de færreste overvejer. Læs med her hvor og hvordan det foregår.

Kristine og Astrid bader i floden
Kristine og Astrid bader i floden

Rafting udflugt i Kyoto

Kun 30 minutter med lokaltog fra Kyotos centrum kan du rafte på floden Hozu. Du skal køre med tog til Umahori, som er en søvnig lille stationsby, hvis ikke det havde været for en anden interessant aktivitet, som også starter i Umahori, nemlig “Sagano Romanic Train”, som er en romantisk scenic togtur der kører nede i en dal langs den brusende Hozugawa flod igennem tætpakket grøn skov. Dette tog afgår fra endestationen Kameoka Torokko til Torokko Arashiyama. Det sidste tog afgår klokken 16.30.

Firmaet vi valgte hedder Big Smile Rafting. Der er flere raftingselskaber og priserne varierer en del, men vi følte os trygge ved Big Smile og de var en del billigere end et par andre.

Pris JPY 4080 = kr. 235,- per person

Sådan ser rafting programmet ud, som varer ca. 3 timer:

  • Teamet byder dig velkommen
  • Hjem, redningsvest og andet udstyr udvælges og afprøves
  • Alle værdiggenstande låses inde og tøj lægges i garderoben
  • Afgang til fods ca. 10 ned til floden
  • 15 minutters grundig instruktion om sikkerhed og regler
  • Rafting ned af floden med forskellige lege undervejs
  • 10 minutters gang fra floden til togstationen
  • Tog retur til Umahori
  • Omklædning og takke af for i dag

Du skal ikke tænke på specielt rafting tøj og udstyr

Dette var en impulsiv udflugt vi traf samme morgen under vores besøg i juli måned i Kyoto. Vi fik den søde receptionist på Karaksa Hotel til at ringe for os og checke efter om vi kunne booke en tid samme dag. Der var heldige pladser, så vi pakkede en lille rygsæk med t-shirts og shorts der kunne tåle vand. Sko valgte vi at leje til børnene. Lars og jeg havde bare vores gamle sko på. I kan vælge at leje alt udstyr på stedet. Hvilket tøj det kræver afhænger af måned og vejret, men du vil få grundig vejledning.

Leje af wetshoes JPY 300 = kr. 17,25
Leje af aflåst rum JPY 100 = kr. 5,75

Mathias hopper fra klippe
Mathias hopper fra klippe

Kørselsretning til rafting

Du skal med tog fra Kyoto station eller Nijo station til stationen Umahori. Toglininen hedder Sanin Main Line. Der er både et lokal train og rapid train. Husk at vælge lokal train ellers stopper det ikke i Umahori 🙂
Fra stationen går du ud af stationen til du ser Lawson kiosken på hjørnet og drejer ad den vej til højre. Fortsæt 5 minutter hen ad vejen til du ser skiltet Big Smile Rafting på hjørnet til din venstre side. Lawson sælger alt, så er du tørstig eller sulten, så smut ind forbi og få depoterne fyldt op.

Inden vi kørte hjem købte vi billederne, som vores rafting guide havde taget undervejs og det er de billeder du ser her på siden. Dem var vi simpelthen nødt til at eje 🙂 Billederne kostede JPY 1980 = kr. 114

Har du overvejet en cykeltur i Kyoto?

De bedste hilsner

Bettina

Highlights i Isfahan

By Iran

Jeg er meget betaget af byen Isfahan, fordi byen er simpelthen bare smuk. Her er mange boulevarder med høje grønne træer, store paladser med fantastiske udsmykninger, en labyrintiske overdækket bazar, frodige haver, torve og pladser med springvand, overdådige moskeer, parker med blomster og kunst og så ligger byen ved floden Zayandeh Rud.

Isfahan er den 3. største by i Iran med ca. 1.6 milioner indbyggere.

De vigtigste highlights i Isfahan

Her er en oversigt over de absolut vigtigste highlights i Isfahan, som er et MUST see. For nemheds skyld har jeg pinnet dem på et google kort du kan dele med dig selv eller andre.

  • Naqsh-e Jahan Square
  • Imam moskeen
  • Bazaren i Isfahan
  • Masjed-e Jāmé fredagsmoskeen
  • Chahar bagh Boulevard
  • Ali Qapu paladset
  • Hasht Behesht paladset
  • Chehel Sotoun paladset
  • Broerne Si-o-Seh Pol, Pol-e Shahrestan og Pol-e Khaju – læs om broerne langs floden Zayandeh
  • Det armeniske kvarter Jolfa og Vank Katedralen
  • Sofeh bjerget og kabelbanen
  • Duetårne – læs min oplevelse om Tårne fulde af duelort i Iran
  • Varzaneh – læs om mit besøgt i De hvide kvinders by Varzaneh i Iran

Naqsh-e Jahan Square

Naqsh-e Jahan Square også kaldet Imam Square er det næststørste torv i verden. Det er 160 m bredt og 560 m langt. Det store torv er opført omkring år 1600 af Shah Abbas, fordi han valgte at flytte hovedstaden til Isfahan. Mod nord ligger den store Bazar, Sheikh Lotf Allah moskeen mod øst, Imam moskeen mod syd og Ali Qapu paladset mod vest. Oprindeligt var torvet til markedsboder, hvor handlende kunne leje en stand og sælge deres varer eller til højtider f.eks nytår kunne der holdes folkefest.

Isfahan var centrum på Silkevejen og handlende kom hertil fra alle verdenshjørner.

I dag er torvet en grøn smuk oase med springvand, handelsboderne er der stadigvæk hele vejen rundt, familier og venner mødes og hygger sig på den grønne plæne. Nogle kører med hestevogn rundt om det store bassin, børnene smider skoene og sopper rundt i bassinet, imens andre går tur for at handle i Bazaren eller besøge moskeerne eller Ali Qapu paladset.

REJSETIPS: Du skal nok sætte det meste af en dag af her, så du også kan besøge moskeerne, paladset og Bazaren.

Imam moskeen

Imam moskeen er bygget i Safavid perioden. Den har helt utrolig smukke farvestrålende mosaikfliser og kalligrafiske indskrifter og tilhører rækken af de største arkitektoniske mesterværker i den persiske kultur.

REJSETIPS: Besøget i moskeen tager en times tid.

Entre: 200,000 rials = kr. 40

Bazaren i Isfahan

Bazaren er et helt kapitel for sig selv. Bazaren i Isfahan har i dag hovedindgang fra Imam-pladsen. Bazaren er den længste overdækkede bazar i hele verden. Med passende mellemrum i det stenhvælvet loft er der indbygget lysskakter, så der bliver aldrig helt mørkt i gaderne. Når solen står højest på himlen og lyset rammer lige ned igennem lysskakterne og støvet fra livet i Bazaren blandes bliver det fuldstændig magisk at gå derinde. Der er alt sammen en mening med butikkernes beliggenhed, forgreningernes udformning, åbne torve, karavanseraier, små bedesteder, bade mv.

Guldbazargaden i Isfahan
Guldbazargaden i Isfahan

Bazaren er mere end bare boder og købmænd. Det er også et magtcentrum i Iran, fordi her er alle faktorerne tilstede i følge deres kultur: Boder, penge, moske og bade.
Her er en utrolig detaljeret beskrivelse af bazaren i Isfahan: http://www.bazaar_of_isfahan

Masjed-e Jāmé fredagsmoskeen

Fredagsmoskeen Masjed-e Jāmé ligger nord for Naqsh-e Jahan Square i det gamle kvarter af Isfahan. Moskeen er nærmest en hel lille by, fordi det oprindelige blev bygget i 842 e. Kr. og siden har de regerende shaher bygget på og udvidet moskeen med bibliotek, to store domes, gårdsplads, enorme bederum med flotte søjler, to minareter, fontaine mv.

Besøget i moskeen tager en times tid.

Entre: 200,000 rials = kr. 40

REJSETIP: Det er en super god gåtur at gå fra tovet Naqsh-e Jahan Square ind ad Qeysarie Gate langt den 1 1/2 kilometer lange gade i Bazaren op til moskeen. Du kan nemt fare vild, men så spørger du bare om vej 🙂

Chahar bagh Boulevard

Chahar bagh Boulevard er den ældste gade i Isfahan og bygget på cirka samme tid som Naqsh-e Jahan Square af Shah Abbas. Dengang var den 6 kilomenter lang og fire haver (deraf navnet) stødte op til. Gaden var kendt udover landegrænsen og var inspiration til Champs Elysee i Paris. På et tidspunkt blev træerne fældet og solgt og storheden forsvandt.

I dag er boulevarden fra det persiske imperium genskabt med træer og på begge sider er der store modehuse, koncept stores, butiksarkader, cafeer og restauranter.

REJSETIP: Perfekt til en shoppetur i byen.

Ali Qapu paladset

Ali Qapu paladset er et kongepalads bygget i begyndelsen af det 17. århundrede. Det ligger på vestsiden på torvet Naqsh-e Jahan Square. Paladset er 48 m højt med 7 etager og det er noget kringlet af smalle spiraltrapper at komme fra den ene etage til den næste. På 6. etage er der er meget specielt musik rum med indbygget akustik. Men det fedeste er nok udsigten over torvet.

Besøget i paladset tager cirka en times tid.

Entre: 200,000 rials = kr. 40

REJSETIP: Du får det bedste billedmotiv af Naqsh-e Jahan Square fra paladsets balkonen.

Ali Qapu paladset
Ali Qapu paladset

Hasht Behesht paladset

Et fint lille palads bygget i 1669. Måske bygget til kongens harem. Gå en tur igennem den flotte og velanlagte have er åben, som er tilgængelig for alle og tag et kig på paladset.

Chehel Sotoun paladset

Chehel Sotoun et et stort og imponerende palads med 20 kæmpe trækolonner. Chehel Sotun betyder 40 kolonner. Sådan går sagnet, at de 20 kolonner blev til 40 kolonner, fordi de sejler sig i bassinet foran. Det kunne jeg altså ikke helt fremtrylle af min fantasi, men haven er en dejlig grøn oase og et klassisk eksempel på en persisk have og for nylig indskrevet i Unesco World Heritage. Pavillionen er smuk udsmykket med freskoer og vægmalerier.

Entre: 200,000 rials = kr. 40

Broerne Si-o-Seh Pol, Pol-e Shahrestan og Pol-e Khaju

Broerne i Isfahan er smukke, fulde at liv og glad mennesker. De er bygget i perioden 1400 – 1600 århundrede. Du kan vælge at køre fra sted til sted og tage et billede og køre videre. Men jeg vil anbefale dig, at gå turen langs floden og nyde stedet. Jeg fortrød ikke et sekund den lange gå tur og de oplevelser vi fik med på turen.

Læs om gåturen her: broerne langs floden Zayandeh

Det armeniske kvarter Jolfa og Vank Katedralen

Vank Katedralen
Vank Katedralen

For snart 400 år siden fik en gruppe kristne armeniere lov til at komme til Isfahan af Shah Abbas (den samme Shah, som tidligere omtalt). Nogle få tusinde efterkommere bor her fortsat. I alt bor der ca. 1% kristne armenere fordelt over hele landet. Det armeniske kvarter Jolfa minder meget om resten af byen Isfahan, hvis ikke det havde været for de mange kirker der ligger i kvarteret. Den største og mest kendte af de 13 fungerende kristne kirker er Vank Katedralen. Meget inspireret af den arabiske moskeers opbygning har Vank en dome med et kors på toppen. Hele katedralen og området er sandfarvet og gemt bagved en stor murvold. Der er en meget fin og elegant gårdsplads rundt om katedralen og kristne såvel, som gæster med anden religion går rundt og hygger sig eller sidder og småsnakker på en skyggeplads. Inde i kirken er der fuld knald på de kristne skrifter på væggene og flotte billedemotiver fra både Det Nye og Det Gamle Testamente. Alt herinde står på armensk, men de har lavet gode plancher der guider dig på engelsk.

Entre: 200,000 rials = kr. 40

Udsmykningen i Vank Katedralen
Udsmykningen i Vank Katedralen

Sofeh bjerget og kabelbanen

Et par kilometer syd for byen ligger Mount Sofeh og med en højde på 2257 kan det ses på lang afstand. Der er en fantastisk udsigt fra bjerget og med kabelbanen kan du se hele Isfahan og floden Zayander Rud, som slanger sig igennem landskabet. Der er anlagte vandre- og bjergbestigningsruter, så du kan gå op og se solopgangen. Der er også et mindre forlystelsesområde med ting man kan prøve, bowlingbane, springvand og en skøn park til picnic-turen. Her er altid mange mennesker.

De elsker at tage herud og hygge sig.

Derudover er der selvfølgelig en hel masse andre highlights i Isfahan såsom små hyggelige cafeer, spisesteder, udsigtspunkter, paladser ombygget til smukke restauranter mv. Men det skal du selv udforske og finde på din rejse 🙂

De bedste hilsner

Bettina

Kom med ind i Salvador Dali’s private hus i Portlligat

By Spanien

Reklame for NordicTB og Catalan Tourist Board

Hvem var Salvador Dali?

Salvador Dali levede fra 1904 til 1989 i eller omkring Figueres i Catalonien, Costa Brava. Hans forældre opdagede hurtigt at han havde nogle kreative evner og allerede som lille fik han sin egen tegnestue i sommerhuset i Cadaqués. Som 12-årig sendte de ham på tegneskole i Figueres, siden fortsatte hans uddannelse på Academia de San Fernando i Madrid i 1922. Her fortsatte han også sin egen excentriske udvikling af tøjstil, langt hår og bakkenbarter. Han fik aldrig sin eksamen, fordi han proklamerede at ingen var dygtig nok til at eksaminere ham. I årene 1926 – 1929 rejste han ofte til Paris og lærte mange af tidens kunstnere at kende bl.a Joan Miró, Paul Éluard og René Magritte og selvfølgelig var han en stor fan af Sigmund Freud. Det var i denne tidsperiode han fandt sine tre temaer:

  1. man’s universe and sensations
  2. sexual symbolism
  3. ideographic imagery

Han havde en frygt for at blive glemt, men han blev kendt over hele verden, som den førende surrealist. Særligt blev han kendt for Persistence of memory, Lobster telephone og Mae West lips sofa.

Bettina i Mae West lips sofa
Bettina i Mae West lips sofa

Gala ♥

I 1929 møder Salvador Dali en 10 år ældre russisk kvinde, som var gift med surrealisten Paul Éluard og som hun havde et barn med. Mødet var både mentalt og stærkt fysisk, at hun ønsker at blive skilt og flytter fra familien i Paris til Spanien. Gala bliver Salvador Dali’s muse og businesskvinden bagved hans succes. De bliver gift i 1934. De var hvad man kalder “Partner in Crime”.

Gala
Gala

Salvador Dali House og museum i nabobugten Portlligat

Salvador Dali havde en forkærlighed til den charmerende hvide by Cadaqués, fordi han var kommet her som feriebarn, hvor han havde en tegnestue. Det startede med at Salvador Dali købte et lille fiskerskur ved den lille bitte havn Portlligat, kun et par kilometer fra Cadaqués, i 1930 af en lokal kvinde. Skuret var fyldt med fiskenet og andet udstyr til livet på havet, men det forvandlede han til en lille bolig. Med tiden købte han endnu et skur og over de næste 40 år kreerede han sit drømmested med udsigt over det blå hav og med olienmarker og national park i baghaven til ham og hans 10 år ældre muse Gala.

Det var deres private sted og da hun døde i 1982 forlod han huset.

Entrée: €11 for adgang til hus og have

Rejsetips: Kun adgang ved forudbestilling af billet online og de er sindssygt strikse!!! Så sørg for at bestille jeres indgangstid i god tid i forvejen. Kun 10 personer af gangen i slot-tider for lov at gå igennem huset.

Her er bestillingslinket: https://www.salvador-dali.org/onlinebilletbestilling

Gala Dalí Castle i Púbol

Frem til hans død i 1989 boede Salvador Dali i på Gala Dalí Castle i Púbol.

https://www.salvador-dali.org/en/museums/gala-dali-castle-in-pubol/

Læs en af mine andre artikler fra regionen

https://www.danishadventurer.dk/middelalderhus-omdannet-til-romantisk-hotel-i-santa-pau/

https://www.danishadventurer.dk/den-charmerende-hvide-by-cadaques/

https://www.danishadventurer.dk/4-hotel-anmeldelser-i-costa-brava-fra-kyst-til-by

Flere rejseartikler om Costa Brava

Fra venstre: Jennifer, Annika, Janicke, Henriikka og mig helt til højre. Fotokredit til Angie, som tog dette skønne billede af os i Salvador Dali’s have med Janicke’s kamera.

Travel bloggers i et æg
Travel bloggers i et æg

Artiklen er blevet lavet i sponsoreret samarbejde med NordicTB og Costa Brava Tourism Board maj 2017, hvor jeg sammen med 4 nordiske rejsebloggere Annika/Resfredag, Jennifer/Forever Abroad, Henriikka/Aamukahvilla og Janicke/Norske Reiseblogger besøgte Costa Brava. Vi skriver alle sammen på vores respektive sprog.

Du kan også søge på 1 af disse 3 hashtags på Instagram, Twitter eller Facebook: #inCostaBrava #CatalunyaExperience og #CataloniaCostaBrava og finde vores live storytelling fra turen.

De bedste hilsner

Bettina

Besøg den charmerende hvide by Cadaqués langs Costa Brava kysten

By Spanien

Reklame for NordicTB og Catalan Tourist Board

Den charmerende hvide by Cadaqués

Kun et par timers kørsel nord for Barcelona ligger den charmerende hvide by Cadaqués i en bugt smukt omkranset af rå klipper og nationalparken Cap De Creus. Med den kulisse, så kan du godt indstille dig på at du bliver forelsket i den lille hvide kystby Cadaqués i Catalonien.

Her er lige knap 3000 indbyggere.

Byens huse er hvidkalkende efter indflydelse fra græske handelsskibe, som i tidernes morgen lagde deres skibe til i bugten i dårligt vejr. Husene næsten smelter sammen uden nogen nærmere struktur på højde eller udformning. Som en labyrint snor de smalle brostensbelagte gader sig væk fra kystvejen op ad de bløde skrående bakker.

smalle brostensbelagte gader
smalle brostensbelagte gader

Cadaqués er meget malerisk landsby.

Måske er det grunden til at stedet i hundredevis af år har været sommerresidens for kunstnere f.eks Magritte, Matisse og Picasso. Excentriske Salvador Dali befandt sig også i Cadaqués under hans barndom og i hans voksenliv slog han sig ned i en fiskerhytte i nabobugten Portlligat.

Salvador Dali plakat
Salvador Dali plakat

Kirken Eglesia de Santa Maria

Næsten overalt i byen kan du se klokketårnet på kirken Eglesia de Santa Maria, som er opført i det 16. århundrede efter den oprindelige kirke blev brændt ned af pirater. Kirken er aflåst, når der ikke er gudstjeneste, men jeg vil stadigvæk anbefale dig at gå derop, fordi døren er åben så du kan få et kik til den smukke barokke altertavle fra det 17. århundrede. Vil du gerne have lys på altertavlen kan donere 1 € til kirken, så tænder lyset i nogle minutter. Udenfor er der to megahøje cypresser, som efter lokal tro byder dig velkommen. Fra den lille plads foran kirken er der den smukkeste udsigt over bugten og byens røde tegltage.

kirken Eglesia de Santa Maria
kirken Eglesia de Santa Maria

den smukke barokke altertavle
den smukke barokke altertavle

Byens gæster er primært franskmænd og weekendgæster fra Barcelona, som vender tilbage år efter år i familiernes sommerhus, som går i arv generation efter generation.

Havet

Havet er blåt og roligt i bugten og den primære årsag til de mange tilbagevendende gæster. De kommer for at sejle, snorke, dykke og nyde livet ved havet. Det er ikke smukke hvide sandstrande du finder her nærmere grus og sand og forrevne klippestrande, men har du en båd kan du udforske kysten og finde små skjulte smukke strande. Har du ikke nogen båd, så fortvivl ej, fordi der er flere steder du kan leje kajak og mindre både.

Bystranden i Cadaques
Bystranden i Cadaques

Cadaques marked

Hver mandag fra klokken 08.00 er der marked i byen på torvet La Riera. Det slutter omkring kl. 14.00. Gå ikke glip af denne hyggelige dag, hvor du måske kan gøre et godt fund.

Rejsetip

I juli og august er byen en turistmagnet og den charmerende hvide by Cadaqués indbyggertal næsten tidobles. Sommeren er længere i Spanien, så besøg Cadaqués først på sommeren eller i sensommeren.

Indkvartering

Der er alt fra små udlejningsejendomme, camping, hostels, hoteller med eller uden pool og i mange prisklasser. Jeg selv boede på Hotel Carpe Diem (reklamelink) et helt utroligt lækkert hotel tilbagetrukket med en lille olivenoase og pool med udsigt udover byen.

Se prisen her på Hotel Carpe Diem.

Hotel Carpe Diem
Hotel Carpe Diem

Sådan kommer du til den charmerende hvide by Cadaqués

I bil

Fra Barcelona tager det knap 2 1/2 time at køre dertil og fra Girona lufthavn tager det uden trafik 5 kvarter. De sidste 30 kilometer kører du gennem Parc Natural Del Cap Da Creus. Vejen er i god stand, men med de mange hårnålesving er det er lige før børnene kaster op på bagsædet, men glæden ved synet af denne smukke bugt der dukker op i horisonten, da fortryder du ikke et sekund dit valg om at køre til Cadaqués.

Offentlig transport

Fra Girona rutebilstation (Estacio D’autobusos) kan du tage bus nr. 4 eller bus nr. 12 fra rutebilstationen i byen Figueres.

Flere rejseartikler om Costa Brava

Artiklen er blevet lavet i sponsoreret samarbejde med NordicTB og Costa Brava Tourism Board maj 2017, hvor jeg sammen med 4 nordiske rejsebloggere Annika/Resfredag, Jennifer/Forever Abroad, Henriikka/Aamukahvilla og Janicke/Norske Reiseblogger besøgte Costa Brava. Vi skriver alle sammen på vores respektive sprog.

Du kan også søge på 1 af disse 3 hashtags på Instagram, Twitter eller Facebook: #inCostaBrava #CatalunyaExperience og #CataloniaCostaBrava og finde vores live storytelling fra turen.

Læs en af mine andre artikler fra regionen

https://www.danishadventurer.dk/middelalderhus-omdannet-til-romantisk-hotel-i-santa-pau/

De bedste hilsner

Bettina